oktober 24, 2008

Mandag den 27. oktober giver Dr. Stephen O. Andersen en Climate Lecture i Festsalen på Købehavns Universitet

12 gode råd til en ny klimaaftale

Det er måske slet ikke så svært at nå frem til en global aftale om reduktion af drivhusgasser.
I hvert fald ikke, hvis man er villig til at bruge de erfaringer, der er høstet gennem de seneste godt 20 års miljødiplomati.
Det siger den erfarne miljøforhandler og chef for strategiske klimaprojekter i den amerikanske miljøstyrelse, Dr. Stephen O. Andersen.

Mandag den 27. oktober giver Dr. Stephen O. Andersen en Climate Lecture i Festsalen på Købehavns Universitet.


Dr. Stephen O. Andersen har i mange år været med helt fremme der, hvor de internationale klimaaftaler indgås.
Han var topforhandler på Montreal Protokollen, der af mange er udråbt til at være en af de mest succesfulde internationale miljøaftaler til dato.
Dens formål var at beskytte ozonlaget omkring Jorden ved at udfase produktionen af en række ozonnedbrydende gasser.

Der er naturligt nok fokus på Montreal Protokollens succes i de igangværende internationale klimaforhandlinger.
For hvordan kan man trække på de gode erfaringer fra Montreal, når der skal forhandles en ny klimaaftale på plads i København?

Det kommer Stephen O. Andersen med en række gode bud på, når han på mandag som den 8. i rækken holder en Climate Lecture på Københavns Universitet.
Med udgangspunkt i den nye bog 'Technology Transfer for the Ozone Layer - Lessons for Climate Change', der har samlet erfaringerne fra Montreal i 12 konkrete anbefalinger, fortæller han, hvad der især har gjort Montreal Protokollen succesfuld, og hvordan disse erfaringer kan udnyttes, når en ny klimaaftale skal indgås.

Han vil også komme ind på teknologioverførsel til udviklingslandene, etablering af finansieringsinstrumenter og andre incitamenter der har været med til at gøre Protokollen til en succes.
Dette er særligt interessant i en situation, hvor især de fattigere udviklingslande rammes hårdt af selv mindre klimaændringer.

Stephen O. Andersen er inviteret til Danmark af COWI, der også er en af stjernesponsorerne på kongressen Climate Change: Challenges, Risks ad Decisions 10.-12. marts 2009, som Københavns Universitet er vært for.
Kongressen bringer verdens førende klimaforskere sammen for at opdatere det videnskabelige grundlag for forhandlingerne på FNs Klimakonference (COP15) senere på året i København.

Climate Lecture: "En ny global klimaaftale: Fra Montreal til København"
Tid: 27. oktober 2008 kl.16:00-17:30
Sted: Festsalen, Frue Plads, Københavns Universitet
Pressen er velkommen.

Kontakt:
Charlotte Brix Andersen, fuldmægtig i klimasekretariatet, chba@adm.ku.dk, tlf. 28 75 41 04
Morten Jastrup, kommunikationsmedarbejder i klimasekretariatet, morten.jastrup@gmail.com, tlf. 61 16 32 33